|
……”.Byzantin
church - Taverna Paradise” stod der på skiltet i vejsiden, og vi standsede
vore to lejede offroadere, min kone og jeg.
Sommerferien var - for en del
år siden - henlagt til Kreta - i juni måned. Vi var indlogeret på et hotel
i turistmekkaet Hersonnisos, men valgte at tilbringe en del af ferien oppe
i det bjergrige indre af øen.
Det eneste, rigtige
trafikmiddel i disse områder er, udover æsler og muldyr, gode,
terrængående motorcykler, og min yndige hustru og jeg selv havde lejet
sådan et par stykker i tre dage. Vi havde besigtiget sydkysten, mærket
kulden oppe på Idabjerget, set den storslåede Samariakløft, trasket rundt
i ruinerne på både Knossos og Phaestos, havde rundet Lasithisletten og var
nu på vej mod Hersonnissos fra det indre af øen - Kastelli hed byen hvor
vi kom fra.
Den Byzantinske kirke
var ikke det, der trak mest, men maven var efterhånden begyndt at rumle
lidt, så Taverna Paradise blev taget med i overvejelserne om en let
frokost.
En smal hulvej med
grusbelagte hjulspor var vejen der førte os frem til stedet. Tavernaen fik
vi ikke umiddelbart øje på, men den Byzantinske kirke dukkede pludselig
frem mellem træerne. Vi standsede vore køretøjer, strakte ben og prøvede
at få genetableret blodomløbet i bagdelen, da en jublende stemme lød
gennem træerne:” Taverna - essen - me Katarina - welcome”, og i hælene på
stemmen fulgte en sortklædt kvindeskikkelseskikkelse.
Katarina var en frodig
kvinde på omkring de 50. Pæn og nydelig, om end hendes tandsæt bar
tydelige præg af, at skoletandplejen på hendes
hjemegn stadig lod en del tilbage at ønske, da Katarina endnu var barn.
Med fejende bevægelser
lod Katarina os forstå, at vi lige skulle om hjørnet, og ned ad trappen -
så ville Taverna Paradise åbenbare sig for os.
Vi fulgte med, og blev
bænket ved et bord midt på en lille grusbelagt plads, hvor vi gjorde
opmærksom på, at vi gerne ville have lidt at spise.
Ak dog - det ville være
det mindste problem - “gute essen” fortalte fruen os, mens hun med sigende
fagter lod os forstå, at arnestedet for egnens gastronomi befandt sig lige
indenfor døren til den lille tilbygning med fladt tag.
Forsigtigt spurgte vi
Katarina, om det var muligt at kaste et blik ind i kirken - om der sådan
var åbent for nysgerrige turister? Det svarede hun ikke rigtigt på - gik
blot og skramlede med grydelågene imens hun mumlede noget uforståeligt.
Derfor spurgte vi igen, da vi atter fik øjenkontakt med hende, og
til sidst lykkedes det da også at få lidt at vide
om, hvordan de faktiske forhold var i den kirke.
Det hang simpelthen
sådan sammen, at den lokale præst, udover at
skulle varetage menneskeflokkens interesser, også havde en anseelig
fåreflok at tage sig af. Og netop i denne tid havde disse får en utrolig
dårlig vane med at sætte sig deres efterkommere i verden, og det tog altså
en del af præstens tid. Ved nærmere eftertanke mente hun faktisk, at det
var en lille måneds tid siden hun havde set ham sidst.
Jamen har kirken så
været lukket i den tid, spurgte vi. Atter skramlede Katarina løs med sine
grydelåg, og var øjensynligt ikke meget for at røbe de lokale traditioner.
Senere kom hun dog uopfordret og fortalte, at præstens bijob vist ikke var
helt i overensstemmelse med de fra Konstantinopel udstukne retningslinier
for ortodokse præster, men nu var det sådan, at Katarina fik alt sit
lammekød fra præsten - til en rimelig pris naturligvis og derfor dækkede
man lidt over Vorherres udsendte. Det måtte vi da have forståelse for? Jo,
jo - bestemt, og vi lovede da også, at skulle vi - mod forventning - komme
forbi Konstantinopel, ville vi ikke mæle et ord om disse
uregelmæssigheder.
Da vi nu var en slags
medsammensvorne kunne Katarina da også fortælle, at hun med jævne
mellemrum smuttede forbi Guds hus, fejede lidt foran alteret - tændte et
par vokslys og tørrede støvet af næserne på de
12 apostle. Ganske vederlagsfrit. Af hendes ansigtsudtryk fremgik det da
også tydeligt, at hun i bevidstheden om sin gode gerning havde taget
behørigt hensyn til både den fortsatte leverance af billigt lammekød og
sin egen og præstens frelse, når de, på den yderste
dag , skulle stå ansigt til ansigt med herren.
Ud af en dør ved siden
af køkkenregionen trådte nu pludselig en meget søvnig og gabende
ungersvend. Han missede lidt mod solen, og satte sig så ved familiebordet
under egetræet sammen med en pakke Marlborough og en Cola. “Min søn”,
kaglede Katarina, imens hun kiggede kærligt på sit afkom.
Afkommet talte et
væsentligt bedre engelsk end sit mødrene ophav, og spurgte om han måtte
gøre os selskab. Ja ja da - gerne. Efter de sædvanlige, indledende fraser,
spurgte vi høfligt til hans arbejdsmæssige del
af tilværelsen, men det viste sig, at den havde han ikke rigtigt taget hul
på endnu. Han var ganske vist 24, og havde da også en helt skudsikker
plan. Hotelbranchen - det var fremtiden. Han havde da også en bekendt, der
kendte en der var ansat på et stort hotel i Hersonnisos, og antydede, at
det blot var et spørgsmål om tid, inden han blev headhuntet til en stor
stilling i dette foretagende. Stensikkert. Tilbuddet var ganske vist ikke
dukket op endnu, og mens han ventede tilbragte han det meste af døgnet på
et cafeteria i Kastelli. Ikke med at arbejde - nej nej da. Han hyggede sig
bare med gutterne - spillede lidt kort - drak lidt kaffe og kørte lidt
rundt sagde han, mens han ud af øjenkrogen skottede over mod en lettere
anløben knallert, der var stedt lidt ublidt til hvile op af et oliventræ.
Min medbragte hustru
var nu ikke påfaldende fed. Lidt buttet kunne man måske sige, men fed -
nej - det var hun sgu ikke. Alligevel galoperede Katarina ihærdigt rundt
om vores bord som en linievogter i Parken, mens hun med slet skjulte
hensigter forsøgte at få et profilbillede af min hustrus mave. Da hun
havde cirklet en halv snes gange smaskede hun lidt med tungen, hev
mundvandet hvislende gennem det sparsomme tandsæt og brød ud i et smil
mens hun spurgte - med blikket rettet mod min hustrus
mave - ”Bambino?” Næh - det havde vi
nu ikke noget kendskab til - at Katarina viste sig senere at skulle ha’
ret er en ganske anden sag, men det var vi uvidende om på det tidspunkt.
Af hensyn til den gode stemning hoppede vi dog med på vognen og nikkede
med generte, nedslagne blikke. Katarina opførte nu en frydefuld dans af
bar begejstring - børn er en meget vigtig ting for Kretenserne, og
Katarinas begejstring ville tilsyneladende ingen
ende ta’, indtil hun pludselig kom i tanker om noget andet. Smilet
forsvandt og med bekymret mine begyndte hun nu at cirkle den modsatte vej
om bordet, med blikket stift rettet med vore hænder. Min yndige hustru sad
stadig med sine hænder i skødet - udenfor rækkevidde af Katarinas
falkeblik, men undertegnede har aldrig været
meget for at bære smykker og mine hænder lå på bordet - uden ring.
Katarina brød sig helt klart ikke om situationen, og hun måtte simpelthen
vide det. Hun standsede sine cirkler - pegede på sin egen vielsesring - og
pegede derefter på min kone, og hendes jubelhyl ville næsten ingen ende ta’,
da min hustrus højre hånd dukkede op og afslørede en lille, glat
guldring.
Børn avlet i dølgsmål
er åbenbart ikke i særlig høj kurs på Kreta.
Da vi nu
var velanbragt ved bordet bjæffede Katarina en
ordre over mod køkkenregionen, og ud fra et forhæng trådte en lidt
usoigneret herre, som Katarina præsenterede som: ”Mein husband”, hvorefter
hun med sænket stemme betroede os, at hendes mand var “Chef” på stedet. Jo
jo - det forstod vi, og jeg sad da også - stille for mig selv - og nød den
kendsgerning, at der endnu er få steder tilbage i verden hvor manden har
lidt at skulle ha’ sagt.
Katarinas mand var en
mand i 50 års alderen, for hvem Gillettes ultratætte barberingstilbud
endnu var ukendt. Ligeledes så det ud til, at Flydende Ariel og Elida
hårshampoo ikke var artikler der belastede den private husholdningskasse
tungest, men der var sgu stil over manden. En sand efterkommer af de
stolte slægter fra det indre Kreta.
Katarinas mand fik gang
i gryderne inde i køkkenet, men var åbenbart ikke helt vågen. Han var i
hvert fald ikke helt forberedt på de varme gryder, og viste sig at
kunne bande på et helt perfekt tysk. Han rørte
flittigt rundt i de forskellige retter - dels vel for at det ikke skulle
brænde på, men nok også for at fordele den nedfaldende aske fra hans
cigaret, der var limet fast i mundvigen.
Da han havde fået sat
fut i det hele blev vi inviteret ind for at se på herlighederne. Han
løftede låg efter låg så vi kunne se hvilke specialiteter huset havde at
byde på. Vi snusede høfligt og nikkede begejstret hver gang han hev
låget af en ny gryde, men den store variation
af grydernes indhold kunne vi nu ikke få øje på. Det duftede fortræffeligt
det hele, og til sidst blev vi enige om, at pege på gryde nummer 3 fra
venstre. Ikke fordi den så bedre ud end de andre, men vi var enige om
at det var den han havde tabt mindst
cigaretaske i.
Vi opdagede slet ikke
hvad der gik forud, men pludselig gav Katarinas mand en skarp ordre,
hvorefter både han og den kommende hoteldirektør forsvandt ind i husets
indre, for kort tid efter at komme tilbage med hver sit våben - faderen
med et dobbeltløbet jagtgevær og sønnen med en salonriffel.
Tak skæbne, tænkte vi -
hvad sker der nu. De
to bevæbnede mænd forsvandt i rask trav ned mod den nærmeste bevoksning og
forsvandt af syne. Vi forsøgte at få øjenkontakt med Katarina, der havde
overtaget køkkenet, men hver gang hun tabte et grydelåg sprang hun ud og
tyssede på os med hektiske røde pletter på sine kinder, hvorefter hun igen
overgav sig til sikkerheden i køkkenregionen.
Vi havde naturligvis
læst en del om Kreta forinden, og min hustru kom pludselig i tanker om, at
både blodhævn og blodfejder vist slet ikke var
noget ukendt fænomen på Kreta - ja, i flere politikredse var det vist
endda næsten straffrit at slå hinanden ihjel - blot der var en rimelig
grund til det.
Gu’ ved om vi er blevet
fanget i et sådant opgør, tænkte vi, mens vi sad med bøjede hoveder for
li’som at være forberedte på de skudsalver vi hvert øjeblik ventede ville
bryde løs i krattet nedenfor. Midt i stilheden tabte Katarina igen et
grydelåg med et brag, og mens undertegnede efterfølgende sad og ønskede at
man havde medbragt et par tørre underbukser ,
dukkede Katarina igen frem af køkkennichen og baskede med begge arme. Idet
vi ingen skud havde hørt, gik vi ud fra at hun
ikke var blevet ramt, og det viste sig da også, at hun blot ville
illustrere, at mand og søn ikke havde til hensigt at likvidere
blodtørstige fjender, men blot havde fået øje på en fugleflok, der havde
slået sig ned i den nærliggende skov. Og disse fugle - ak du milde -
Katarina vendte det hvide ud af øjnene, smaskede igen med læberne,
hvislede med mundvandet, klappede sig på maven og pegede sigende mod
gryderne. Disse fugle var virkelig en delikatesse, måtte vi forstå.
Mens lettelsen over
ikke at være blevet fanget i en hæslig krydsild flød ind over os, vendte
appetitten tilbage, og ligeså gjorde de mandlige medlemmer af familien.
Jagten havde ikke budt på chancer af nogen art, og man hengav sig atter
til de vante sysler. Sønnen tog hul på en ny pakke Marlborough, mens
faderen gik ind og dryssede lidt mere aske i gryde nummer 5 fra venstre.
Katarina havde
tilsyneladende nu besluttet, at selv om vi var de eneste gæster kunne hun
nok ikke holde på os i tid og evighed, så vores mad dukkede nu frem fra
køkkenet. Græsk salat, brød fra dagen før, indholdet fra gryde nr. 3 fra
venstre, lidt pasta og 2 stk. iskolde cola’er. Hold da op hvor var vi
sultne - og hold da op hvor smagte det godt.
Man kan tit undre sig
over sin egen ambivalens - de hygiejniske tilstande der var fremherskende
på Taverna Paradise svarer knapt til de Danske normer - men alligevel
trylles der lækre retter frem, der under middelhavs solen smager ganske
fortrinligt.
Men sådan er det
nu med græsk mad - det skal sgu spises i
Grækenland og ikke på en Taverna i Nørregade. Der er - bogstavelig talt -
en verden til forskel.
Jeg erindrer ikke
nøjagtigt prisen for denne enestående oplevelse der blev os til del hos
Katarina, men husker at det var rørende billigt. Maden er såmænd ikke det
væsentligste - mad kan man jo få overalt, men de øvrige oplevelser - det
er dem der skaber minderne.....
De efterfølgende års
ferier på Kreta har naturligvis altid indeholdt et besøg hos Katarina.
Priserne på Paradise er ganske langsomt ved at følge trop med det hektiske
samfund ude ved kysten, men til gengæld er der ikke mange steder på Kreta,
hvor man kan indtage sin mad i den stilhed der hersker omkring Katarinas
sted. Der er simpelthen ingen lyde fra det moderne samfund - kun musikken
fra 2 millioner cikader, der underholder fra de frodige, grønne træer
omkring tavernaen - tiden står næsten stille her.
På visse områder kan
udviklingen dog ikke bremses. Ud af Katarinas private gemakker er nu trådt
en frodig datter på 18 - 19 år, der efter bedste evne bistår med driften
af tavernaen. Sønnen - der nu må være midt i trediverne
- sidder stadig under egetræet og venter på
sit gennembrud, men hotelbranchen har endnu ikke henvendt sig. Knallerten
er dog udskiftet med en bedaget Opel Kadet, og sidst jeg snakkede med ham
kunne han berette, at han nu var blevet kæreste med en velhavende Tysk
socialrådgiver, - og ville ikke afvise, at fremtiden for ham måske ligger
i Tyskland. nu. Jeg glæder mig allerede til at høre nyt næste sommer....
Det kan på det varmeste
anbefales at aflægge Katarina et besøg. En lille smule vest for
Hersonnisos drejer man fra hovedvejen -
vejskiltet peger mod “Plateau ofLassithi og Kastelli”, og efter nogen tid
på denne vej deler den sig, hvorefter man skal følge vejen til højre mod “Kastelli”.
Her vil man - nogle kilometer inden Kastelli -
møde skiltene på venstre hånd, der fortæller om “BYZANTIN CHURCH -
TAVERNA PARADISE.” En lille, ydmyg , grusbelagt
hulvej er det, men prøv det - det er ulejligheden værd……
Af Erik
Larsen |
