ØSTKRETA RUNDT PÅ CYKEL

24. - 31. AUGUST 2000

Af Lars-Erik Christensen

Forhistorien

Efter at min gode ven Erik Olsen havde hørt om mine cykelture på Rhodos og Kreta, talte vi af og til lidt “løst” om, at vi to skulle tage på en cykeltur i Grækenland sammen. Da vi i januar 2000 mødtes i forbindelse med, at jeg var censor i København, fik Erik en kopi af dagbogen fra den herlige tur til Vestkreta med Erik Iversen i august 1999. Kort efter besluttede Erik Olsen og jeg at tage en cykeltur på det østlige Kreta i august 2000.

I maj/juni koordinerede vi vores kalendere, og bestemte, at afrejsen skulle være den 24. august. For at slippe så billigt som muligt ville vi rejse om torsdagen, og vente længst muligt med at købe billetter, da der ofte er ret billige priser i august. Da min kone Marianne og jeg kom hjem fra sommerferie den 28. juli, begyndte jeg at kigge på rejseselskabernes tilbud på internet. Efter blot et par dage lagde jeg mærke til, at Alletiders Rejser solgte uspecificerede rejser til Østkreta for 1.698 kr. Det talte Erik og jeg om, og var enige om, at det var så billigt, at prisen nok ikke blev væsentligt lavere, så den 2. august købte vi 2 rejser. Prisen steg efter vores køb, og var en overgang helt oppe på 2.498 kr., så vi var godt tilfredse. Vi glædede os, og jeg fik taget kopi af kort og beskrivelser af området i en bog om ture på Kreta, som jeg sendte til Erik.

Omkring den 10. august ringede jeg til Erik Iversen for at sige ja tak til hans tilbud om solbær. Da vi talte sammen, sagde hans kone Elisabeth i baggrunden noget spøgende: Du kan ringe til Erik, hvis du får afbud.

6 dage før afrejsen, fredag den 18. august, fik jeg et chok: Erik Olsen ringede og fortalte at han havde overbelastet sit ene knæ, der var blevet så dårligt, at han ikke kunne cykle! Han tilbød at sælge sin rejse for 1.000 kr., hvis jeg kunne få en anden med ud at cykle. Vi var enige om, at hvis dét ikke lykkedes, ville vi tage en uges almindelig ferie sammen.

Med tanke på sidste års tur, og Elisabeths tale om, at Erik kunne tage med, hvis der kom et afbud, ringede jeg naturligvis til Erik Iversen. Jeg traf ham først søndag den 20., ca. kl. 9.30. Han var i sommerhuset på Holmslands Klit. Jeg fortalte, at nu var afbuddet kommet, og at jeg gerne ville have ham med, hvis han havde lyst. Da udskiftning af deltagere på rejsebeviset skulle anmeldes mindst 3 døgn før afrejsen torsdag kl. 7, skulle det ske søndag. Da Alletiders Rejsers kontor søndag lukker kl. 15, sagde jeg til Erik Iversen, at jeg senest skulle have besked samme dag, senest kl. 14.30. Det tyggede han på, og tænkte grundigt efter - i ca. 10 minutter! Så ringede han tilbage, med beskeden: “Nu må du ikke blive skuffet - pause - jeg ta’r med.” Jeg blev glad, og han fik travlt, for han skulle hente sine ruser op fra fjorden, og hjælpe med tage at et festtelt ned.

Vi talte videre om turen over en kop aftenkaffe samme aften. Jeg havde inden da skyndt mig at lave et udkast til vores rute, som Erik fik med hjem, sammen med kopier af kort og en bog.

I de få dage frem til torsdag afstemte vi forskelligt med hensyn til, hvem der skulle have hvad med. Jeg købte også det lille hæfte, som jeg hver dag under turen skrev denne dagbog i.

Torsdag den 24. august

Jeg stod op ca. kl. 4, og gjorde mig klar. Lidt før kl. 5 ringede Erik, før han kørte hjemmefra. Han hentede mig, hvorefter vi hentede hans svigersøn Torben. Han arbejder på Lego, og ville aflevere os i lufthavnen, før han tog på arbejde.

Efter ændringen fra Olsen til Iversen havde vi ikke fået nyt rejsebevis. Derfor skulle ekspedienten ved check-ind i Billund lige se efter en ekstra gang, da navnet i Eriks Iversens pas ikke passede sammen med Erik Olsens navn på rejsebeviset.

Jeg havde vinduesplads i flyveren, og havde lejlighed til at se en del af Europa under turen. Vi landede i Heraklion ca. kl. 11.45 (græsk tid).

Med et stort antal ankommende maskiner var der et utroligt mylder i ankomsthallen. Klokken blev 12.30, før vi havde fået bagagen og kunne gå ud. Vi fik også at vide, at vi skulle bo på Hotel Marmin Bay, ca. 2 km uden for Elounda. Da vi kom udenfor, undrede vi os over, at der stod i hundredvis af mennesker i kø uden for lufthavnsbygningen, uden at vi kunne se hvorfor.

Efter en køretur på ca. 1½ time fik vi det udmærkede værelse at se. Der var bl.a. aircondition og balkon med flot udsigt. Vi gik straks ud og fandt efter en travetur på 1,5-2 km noget frokost. Det var først tzatziki og tomatsalat, og derefter to gange hønsesalat. Der var over 30 grader varmt, men vi nød det, og tørsten var stor: Vi delte 3 x ½ l Heineken og 3 x 0,75 l vand.

Derefter gik vi hen til det firma, hvor guiden i bussen fra lufthavnen havde fortalt, at de udlejer mountain-bikes. De havde ikke cyklerne på stedet, men vi bestemte os til nogle, der iflg. prislisten var lidt over gennemsnittet, og som kostede 16.900 drs. pr. stk. for en uge. Det gik i vasken, da vi opdagede, at der ikke var, og ikke kunne sættes bagagebærer på dem. Derefter var det de almindelige cykler, vi skulle have. Desværre ville det først senere kunne afklares, om to af dem var med bagagebærer, og uden den kunne vi ikke tage nogen steder. Vi aftalte at kigge ind senere for at høre resultatet.

Vi tyggede lidt på det med ikke at være sikre på at kunne komme af sted, og besluttede os til at tage en taxa til Agios Nikolaos for at se, om vi havde bedre held med cykler der. Mens vi ventede på, at der skulle komme en taxa, kom der en bus, som vi straks sprang ind i. Efter ca. ½ times traven frem og tilbage i byen fandt vi - efter have spurgt to steder - en udlejer med et godt udvalg. Der var én stor cykel tilbage, der præcis passede til mig, så den valgte jeg næsten med det samme. Erik fandt også én, der nærmest var skræddersyet til ham. Vi lejede dem for de seks dage, vi havde planlagt at cykle i. De kostede henholdsvis 15.000 og 12.000 drs.

Vi var med bussen hjem igen. Efter bad og omklædning fik vi receptionen til at ringe efter en taxa. Det kostede 1.000 drs. for de ca. 2 km. til Elounda. Vi var først oppe hos den cykeludlejer, som vi først havde talt med, for at annullere lejemålet. Det tog de heldigvis meget let.

Af nostalgiske grunde ville jeg gerne spise hos Dimitri. Hans restaurant lå som for 7 år siden, hvor Marianne og jeg havde den som favorit, når vi spiste i Elounda. Der var imidlertid fuldt optaget hos Dimitri, så vi satte os i stedet hos naboen, hvor det også så godt ud. Erik valgte græsk salat, og jeg saganaki til forret. Til hovedret fik Erik souvlaki, og jeg stifado. Dertil en god rosé fra Sitia. Det mest bemærkelsesværdige var saganakien, der var den bedste, jeg har smagt i en årrække

Vi tog også en taxa hjem, og gik i seng ved 23-tiden. Jeg sov snart, mens Erik næste morgen fortalte, at han havde haft problemer med at falde i søvn.

Fredag den 25. august

Vi var begge vågne ved 6-tiden, men det lykkedes at blunde lidt, inden vi stod op ca. kl. 7.30. Vi pakkede cykeltaskerne og smurte os ind i solcreme. Efterfølgende tog vi del i hotellets selvbetjenings-morgenmad, selv om den ikke er med i prisen for uspecificerede rejser. Jeg har erfaring for, at enten ved hotellerne det ikke, eller også er de ligeglade.

Så var vi klar til cykeleventyret, og tog en taxa til Agios Nikolaos med vores cykeltasker. Her vekslede vi først penge i banken, hvorefter vi gik om til cykeludlejeren. Han justerede cyklerne, og vi satte taskerne fast. Jeg lånte en hjelm, mens Erik havde sin egen med hjemmefra. Både udlejeren og vi glemte låse til cyklerne.

Ca. kl. 10 kørte vi ud af byen. Lidt uden for den fandt vi den gamle vej mod Heraklion. Efter ca. 10 fredelige km drejede vi fra mod dagens mål: Lasithi-højsletten. Kort efter kørte vi gennem en tunnel under den nye vej, og snart gik det opad. Bag og under os kunne vi se både den nye og den gamle vej.

Det blev en anstrengende tur, hvor der i stort omfang var jævne stigninger. Da det af og til også gik nedad et stykke. var der stigninger, som vi måtte tage to gange. På den første del af turen kom vi til at mangle vand, da der var langt mellem landsbyerne, og hvor de var, havde de ingen kiosk eller lignende. Derfor stoppede vi i en lille landsby, hvor vi på siden af et hus fik øje på en vandhane med en slange på. Her drak vi og fyldte flaskerne op.

Et andet sted stoppede vi i skyggen ved et hus, hvor en gammel morlil i sort tøj kort efter kom ud med pærer til os. Da vi havde spist dem, bankede vi på hos hende, og bad om vand. Hun hentede det i sit køleskab, og fyldte vores flasker med koldt vand. Det var herligt at møde hendes venlighed. Vi efterlod lidt penge på jorden, uden for huset, et sted, hvor vi forventede, at hun ville finde dem.

Frokosten blev indtaget på en café, der var helt tom, da vi kom. Erik valgte to toast med skinke og ost, og jeg fik en skål spaghetti. Dertil dejlig kold cola. Da vi rejste os, var der ca. 20 gæster i caféen. Det gik fortsat videre i højden, og ca. kl. 17 kom vi over det, som vi mener var det højeste punkt på ca. 1.000 meter, og kunne fra en café se ned over Lasithi-højsletten. Vi drak en frappé, mens vi kiggede ud over sletten, og de få vindmøller, der endnu er tilbage af tidligere tiders store antal.

Lyset på badeværelset gik, men der var et nyt rør på hylden. Desværre kunne vi ikke få det defekte rør ud af fatningen. Derfor måtte vi nøjes med det lys, der kom gennem et hul i loftet, ca. 20 cm i diameter.

Tavernaen er nok meget søgt af turister i dagtimerne, men var helt tom, da jeg ved 18-tiden gik ned for at skrive dagbog, mens jeg igen fik en frappé. Desuden var mange borde ikke tørret af efter dagens aktiviteter.

Da vi ved 19.30-tiden kom ned for at spise, var der ikke en eneste gæst på de måske 300 pladser, indendørs og udendørs. Vi kunne mærke højden på Lasithi-sletten, for temperaturen var så lav, at vi måtte inden for. Der var ikke noget menukort, og af de retter, som værtinden nævnte, valgte vi tzatziki med brød til forret, samt hovedretterne pastitsio til Erik og lam med grønne bønner til mig. Lammet var kogt, men smagte rimeligt. Dertil husets rosé i kande, men den var for lokal til Erik, der i stedet fik et stort glas øl. Vi kom af med 6.000 drs. Med en hård dag bag os var vi hurtigt “grydeklare”, og gik i seng ca. 21.45, og sov straks.

Lørdag den 26. august

Vi vågnede ved 6-tiden, bl.a. på grund af larm på gangen. Erik faldt i søvn igen, men så heldig var jeg ikke. Jeg havde i stedet lejlighed til at taget et billede af værelset, med Erik i centrum, mens han var ved at vågne.

Vi stod op ved 7-tiden, pakkede og fik smurt os med solcreme. Mens jeg var på terrassen, hilste jeg på gæsten i naboværelset, en englænder på ca. 30 år. Han var på Kreta uden booking af værelse forud, og ville blive i Tzermiado et par dage. Da jeg nævnte, at vi planlagde en overnatning i Kato Zakros, fortalte han, at der kun er få værelser der, og at vi burde bestille et, før vi kørte dertil. Jeg skrev derfor nogle telefonnumre ned fra hans Rough Guide.

Cyklerne blev pakket, og vi spiste en enkel morgenmad med 2 stk. franskbrød, som vi kunne putte smør og marmelade på. Dertil en kop urtete, der mindede lidt om kamillete. Vi fik efterfølgende 2 stykker mystisk-udseende “brød”. Det smagte lidt pudsigt, og havde en konsistens i retning af størknet yoghurt. Vi spiste begge et par mundfulde af det.

Vi kørte af sted på den fredelige vej ca. kl. 9, men kom til at køre mange ekstra km, før vi var ude af Lasithi-højsletten. Vi havde en dejlig tur om til den anden side af sletten, hvor vi skulle op og ud. Der kørte vi lidt frem og tilbage for at finde vejen omkring den lille by Magoula. Da vi spurgte os for, fordi vi ikke fandt den, fik vi af et par mænd at vide, at der var en lille vej over bjerget, men den var kun farbar for 4-hjulede off-roadere.

Det var hårdt, men vi lyste lidt op, da vi kort efter troede, at vi havde fundet vejen over bjerget. Vi fandt én i den rigtige retning, der var pænt asfalteret. Der var dog ikke nogen angivelse af, hvor den førte hen. Efter et par km ret stejlt opad spurgte vi en græker, der holdt med sin bil. Han fortalte, at vi ikke var på den vej, som vi troede, og at denne vej endte i det bare intet i bjergene. Vi var formentlig faret vild, hvis vi var fortsat ad denne vej.

Så ændrede vi planen til i stedet at cykle rundt om sletten og ud af den via passet ad vejen mod Heraklion. Der var et pænt stykke - måske 10-15 km - derom, og lidt ironisk var udkørslen kun 3 km fra, hvor vi havde sovet! Det gav ca. 25 ekstra km, men heldigvis var det en dejlig cykeltur rundt om sletten. Vi fik derfor også lejlighed til at nyde udsigten over højsletten fra flere vinkler.

Vi tog hul på den ret stejle stigning mod passet ved 11-tiden. Da vi havde nået toppen, gik det nedad over 10-15 km, og vi var overbevist om, at det ad denne vej ville have været en noget hårdere optur, end på den vej, som vi tog i går. Et sted var der en forrygende udsigt, hvor det så ud som om et bjerg var blevet kløvet af en mægtig økse. “Hullet” gav udsyn til dalen langt forude.

Kort derefter var vejen næsten spærret af to biler, der var stødt sammen i et blødt sving. Det var lige sket, og et par personer gik lidt chokerede rundt, mens én var i gang med mobiltelefonen. Den ene bil havde fået forskærmen skrællet af, mens den anden havde fået trykket den ene side. Der var tilsyneladende ingen personskader, så vi kørte stille forbi. Vi stoppede til frokost ved en taverna i Gonies. Frokosten stod på græsk salat, som vi delte til vores omelet med kartofler. Vi fik også vandflaskerne fyldt op. Igen i dag var vi til at begynde med de eneste gæster, men snart væltede andre gæster ind.

Nogle få km senere var der en afvisning med 9 km mod Aski, som var på vejen mod Kastelli, der nu var vores foreløbige mål for den dag. Vi sparede uden tvivl nogle km, men betalte dyrt med, at vi over måske 5-7 km skulle forcere “pæne” stigninger på en elendig grusvej, med sten og huller i mange størrelser. Der var bagende sol med stillestående luft. Først omkring Aski var vejen bare stejl og igen med asfalt. Vi holdt pause med 2 dåser cola ved et mini-marked i Aski, og fik lidt senere vores vandflasker fyldt op hos en morlil, der - viste det sig - drev en uhyre simpel cafenion fra et ubeskriveligt dårligt lokale. Det var der, vi fik bifald fra mændene, der sad på to cafeer. De var nok ikke vant til at se cyklister.

Det gik opad lidt endnu, men så fulgte også den store nedkørsel mod Kastelli, som vi kunne se under os.

I Kastelli satte vi os på en café med to frappé for at vurdere situationen. Klokken var ca. 16. Da der kun var ret lidt cykeltid tilbage den dag, og der kun var småbyer med usikre overnatningsmuligheder inden for rækkevidde, besluttede vi os til at prøve at finde et værelse i Kastelli. Vi havde set Hotel Kalliopi, men kiggede også på vores vej gennem byen efter skilte med room for rent. Dem fandt vi ingen af, og priste os lykkelige over at få det sidste ledige værelse på det lille hotel. Et godt værelse med TV, men uden fjernbetjening til air-condition, som tilsyneladende ikke virker. Værelset kostede iflg. opslaget på døren 12.000 drs., eller rettere 13.200 drs., for der står på prislisten, at der lægges 10% på, når ophold ikke overstiger 2 nætter. Det var dejligt at komme i bad.

Vi slappede af, bl.a. med dagbogen, og ca. kl. 20 gik vi hen for at spise på en hyggeligt udseende taverna. Vi startede med saganaki og cheese-pies, og fik som hovedretter giovetsi og gyros. Det smagte fint, specielt cheese-pies, der vist nok var i filo-dej. Vi drak Minos Palace rosé og vand. Regningen var på 7.850 drs. Jeg ringede til familien på vejen hjem, og vi sov kl. 22.

Søndag den 27. august

Vi vågnede ca. kl. 6.30, fik tøj på, pakkede sammen og gjorde klar til morgenmad. Den bestod af brød, smør og marmelade, ferskenjuice og urtete. Værten kom også med to pærer og to knive til at skære dem med.

Det var en behagelig overraskelse at få regningen, for de tog ikke de 13.200 drs. iflg. prislisten, men 10.000 drs. for værelset og morgenmad.

Taskerne blev sat på cyklen, og vi var af sted kl. 8.30. De første 10-15 km var på jævn vej, der tilsyneladende gik hen mod et hjørne af dalen. Jeg følte mig specielt godt tilpas på disse km, hvor vi blot trillede af sted og nød den dejlige morgen. Derpå fulgte jævne stigninger. Et sted i den rene ødemark, og mens der kun var jævne stigninger, overhalede vi en uden tvivl lokal dame, der kom gående stille og roligt, hvor der tilsyneladende var langt til/fra den nærmeste landsby. Til sidst kom nogle slemme klatringer, som bragte os ud af sletten.

Flere steder var den stejle vej under renovering. Iflg. skiltene var det helt eller delvist finansieret af EU. Et par gange var der nogle hundrede meter grusvej med sten, hvor vejen ikke var færdig. Her var det rigtig træls at cykle, for vejen var både stejl og dårlig. Desuden støvede det en del.

På vej nedad gjorde vi holdt ved en taverna et par km før Ano Viannos. Da vi trillede ind og var ved at stige af cyklerne, lød det fra et par ved et bord: Det var I længe om. De havde overhalet os, mens vi var på den lange vej opad. Vi sludrede lidt, og nød en frappé. Derefter drog vi videre. Da vi kort efter nåede Ano Viannos, opdagede Erik, at han havde mistet sine solbriller, formentlig hvor vi lige havde været. Han købte et nyt par i en butik på hovedgaden. Der foregik også noget i byen, måske en kirkefest.

Vi troede, at stigningerne var ovre ved Ano Viannos, efter ca. 34 km, men dér kom den skrappeste stigning. Den gav os mulighed for at se byen oppefra. Frokost blev indtaget ved en lille taverna i Pefkos: En græsk salat og 2 gange (en ikke ret mør) kotelet. Vi drak en 1½ liter Fanta til.

Belønningen for sliddet opad kom i form af resten af vejen til Mirtos, 17-18 km, hvor vi stort set kun havde brug for bremserne, både på grund af nedkørslen, og fordi der var mange store huller i vejen.

Flettet ind i dette var dagens ration af storslåede udsigter: Sletten omkring Kastelli, som bredte sig ud på vores højre side, kløfter og bjerge, da det gik opad og et andet landskab, da vi nærmede os kysten.

Vi kom til Mirtos ca. kl. 14.30, og vi fik straks en frappé på strandpromenaden. Det havde været en hård dag, og uden tvivl fordi Mirtos egentlig var målet for i går, besluttede vi os uden yderligere overvejelser til at overnatte der. Derfor trillede vi lidt rundt, og det første sted vi spurgte efter værelse, var ved en café, hvor der hang et skilt med rooms for rent.

Værtinden ringede, og fortalte os derefter, at der var et værelse. Hun sagde også: “One moment”. Da det var gået, kom en mand, der ledte os om til Villa Mare. Værelset var OK, bl.a. med et lille tekøkken over en lille gård, fælles med værelse nr. 4, som ikke så ud til at være udlejet.

Vi gik i tiltrængt bad, og hvilede lidt, dog uden at falde i søvn. Det er pudsigt, for på almindelig ferie, hvor vi ikke laver noget som helst, er jeg ved at falde i søvn over middag, og gør det hver dag. Når vi knokler af sted på cykel, er der derimod ikke brug for - og for det meste heller ikke tid til - middagssøvn.

Da vi så på kortet, så det ud til, at vi havde et problem med at få en passende rundtur ud af de tre sidste dage, selv om vi også her ændrede det oprindelige udkast til turen. Vi var sikre på, at vi nok fandt på noget!

Vi skyllede den dumme ærgrelse ned med to Mythos på strandpromenaden, og fik også serveret meze: En lille tallerken med et par kødboller, oliven, agurk og tomat. På vej hjem købte vi juice, yoghurt og frugt samt nescafé til morgenmaden mandag. Vi lavede en kop nescafé, men den smagte os ikke.

Vi spiste middag på strandpromenaden, hvor vi havde været to gange før, men det blev lidt af en skuffelse. Calemares til forret var iblandet blæksprutterne mv., og var ikke særligt spændende, selv med tzatsiki. Erik fik en udmærket souvlaki, og jeg faldt for omtalen af grillet filet af frisk fisk. Det var dog ikke filet, men i stedet et mystisk udseende stykke fisk, skåret i skiver. Det smagte heldigvis OK, men de kom med hovedretten et stykke tid før vi var færdige med forretterne. Vi drak igen rosé fra Sitia, og herlighederne kostede 8.800 drs.

Efter aftensmaden gik vi en lille tur i byen. Der var tilsyneladende ikke mange udenlandske turister, men derimod mange lokale på de mange cafeer. Den naturlige træthed lagde os igen i seng ved 22-tiden. Trods den meget fugtige varme sov vi i løbet af ingen tid.

Mandag den 28. august

Vi vågnede ca. kl. 6.30, og spiste straks morgenmad i vores lille gård. Vi gav afkald på neskaffen, og efterlod den til kommende gæster. Vi spiste yoghurt med nektarin på, og drak juice til.

Efter den traditionelle pakning og lastning af cyklerne var vi klar til dagens tur. Vi kom ud på landevejen kl. 8.30 med retning mod Ierapetra, ca. 15 km væk, og senere Makrigialos, dagens foreløbige mål, ca. 35 km væk. Turen var for første gang i fladt land langs kysten, dog afbrudt af enkelte mindre stigninger og nedkørsler.

På vejen mod Ierapetra havde jeg turens eneste (lille) uheld. Formentlig på grund af manglende koncentration kom jeg ud i det løse grus i vejsiden, hvorved cyklen væltede. Jeg holdt mig næsten stående, men fik dog en mindre hudafskrabning under knæet. Der var en dyb skakt ganske tæt ved, som jeg sørgede for at holde mig klar af.

På vejen havde Erik følt sig lidt “skadet”, og ikke helt oppe på dupperne. Et stykke efter Ierapetra pudrede vi cykelbukserne indvendigt, for at sidde bedre på cyklerne. Det skete bag et rutebilstoppested, der var støbt i beton midt ude i ingenting. Det må have været et kosteligt syn!

Vi ankom allerede til dagens foreløbige mål, Makrigialos, ca. kl. 11.30. Erik havde da fået det meget bedre, og var fuld af krudt. Derfor ændrede vi dagens mål til Sitia på nordkysten, en tur på ca. 35 km tværs over øen. Vi tog frokosten, mens vi kunne. Det var tortelini, og vi var på dette tidspunkt de eneste gæster i restaurationen.

Kl. var 12.20, da dagens sidste afsnit blev påbegyndt. Det gik først opad i lange seje træk, ca. halvvejen af turen. Der var mindst 5 gange markering af stigninger på 10%, flere af dem over ca. 5 km. Igen et flot og varieret landskab. Vi mærkede for første gang vinden, der generede en del, og som ofte var modvind. På et tidspunkt så jeg 2 pænt store rovfugle hænge over dalen under mig.

I Lithies holdt vi pause ved en taverna, hvor et fransk par med barn og barnebarn hilste på os. Kort efter fik vi taget billeder af hinanden, mens vejen steg lidt. Vi nåede toppen, og indkasserede belønningen, i form af nedkørsler. Ca. 10 km fra kysten havde vi et flot vue over sletten frem mod Sitia og bugten.

Efter den videre tur nedad nåede vi Sitia ca. kl. 15.30. Vi kørte lidt rundt for at finde et værelse. Der var ingen hjemme det første sted, hvor vi kiggede. Vi var gik ind i et af værelserne, men det så bestemt ikke indbydende ud, så vi kørte videre.

I en tværgade så vi et skilt, næsten lige om hjørnet. Da vi kom derhen, var der to skilte, og jeg talte med damen ved det mindst “flotte” sted.

Vi fik et beskedent lille værelse på 1. sal over gården, hvor vi skulle op ad en “hønsestige”. Der var bad og wc nede i gården. Da værtinden havde fået os i rusen, spurgte hun, om vi ville have kaffe. Det gav mig lejlighed til at bestille to frappé med mælk og lidt sukker på græsk. Hun syntes, at det var sjovt, da jeg på græsk også kunne fortælle, at vi kommer fra Danmark.

Først var vi i bad. Derefter gik vi ned og fik en kold Heineken på en café, ud mod vandet. Det var dejligt at sidde der med udsigt over den bugt, der omgiver Sitia. Da vi kom hjem, prøvede vi at sove, men det lykkedes ikke. Jeg skrev postkort og dagbog indtil ca. kl. 20, hvor vi gik ud for at spise.

Før vi gik ud, havde vi konstateret, at “silken var ved at være slidt”: Vi cykler ikke til daglig og kunne tydeligt mærke de mange timer i sadlen i ofte vanskeligt terræn, og vi havde begge begyndende siddesår. Det var uden tvivl lystigt at se mig ligge på sengen med et spejl, mens jeg smurte de angrebne steder med Eriks medbragte kopattesalve. Der var fotoforbud!

Ved nabobordet sad et par med en dreng på 6-7 år. Bl.a. via drengen kom vi i snak med manden, hvor det viste sig, at parret bor i Chania. Vi fik en lille snak om byen samt dette og sidste års cykelture. Han spurgte bl.a. efter, hvor vi bor i Chania, og vidste godt, hvor Mariannes og mit sædvanlige feriested Africana ligger. De spiser også på Karnagio, der er et af vores favoritsteder.

Det blev lidt senere end de foregående dage, så vi sov først ca. kl. 23. Det virkede nærmest svalt, så vi tog et tæppe over lagnet, der fungerede som dyne.

Tirsdag den 29. august

Vi vågnede lidt før sædvanligt, hvor Erik fortalte, at han havde to tæpper på, og han havde set en kat på bænken uden for, da han i nattens løb var ude.

Mens vi pakkede cyklerne, fik vi en snak med det tyske par på 25-30 år i værelset under vores. De havde også cykler - men ikkeså gode som vores - stående i gården. De var også på en cykeltur, medbringende soveposer mv. i høj oppakning på cyklerne, og normalt med overnatning på youth hostell/vandrerhjem. I dag skulle de til Ierapetra.

Vi betalte 6.000 drs. for værelset, og sagde farvel til værtinden. Så kørte vi ned til vandet for at få morgenmad. Den bestod af toast med skinke og ost, brød, marmelade, honning og te. Dejligt! Jeg nåede at fange Marianne på telefonen, før hun gik på arbejde.

Jeg fik arrangeret det så uheldigt, at vi ikke kunne se forskel på vores vandflasker, så vi ville i stedet købe nye. Det lykkedes ikke umiddelbart, for hvor vi kom, havde de enten kun 1½ l, for stor, eller ½ l, for lille. For en sikkerheds skyld endte vi med at købe 2 x ½ liter, som vi efterfølgende fik fyldt op ved 2 “vandhuller”.

Vi havde opdelt den resterende tur tilbage til Agios Nikolaos i to tilsyneladende ret nemme afsnit, afbrudt af en overnatning i den lille by Mohlos, som jeg havde set omtalt i Eriks bog om Kreta. Det blev først et laaaangt sejt træk ud af Sitia, hvor det dels var stejlt, men også dels tilsyneladende fladt. Jeg kunne alligevel slet ikke få gang i cyklen, hvor det så fladt ud, og kørte i det samme gear, som når det klart gik opad.

Vi drejede ind i Hamezi og fik cola/sprite i en meget simpel cafenion, og senere fik vi frappé på torvet i Exo Mouliana. Strabadserne opad fik heldigvis en ende, hvorefter det gik ligeud/nedad. Vi holdt pause ved et udkigspunkt med en imponerende udsigt ned mod kystområdet og mod Mohlos, og - lidt længere væk - Elounda - på den anden side af Mirabellobugten. Vi drak vand, og købte druer ved en kantina-bil.

Et par km senere kom der et lille afviserskilt mod Mohlos, som vi fulgte. Det var formentlig den vej på kortet, som angiver, at det var “en mindre vej”. Ja, tak, den var mindre! Til at begynde var det en cementvej, men så stejl, at vi ikke turde cykle, så vi trak et stykke. De næste 4-5 km var en sand rædsel af en vej, primært grus, ofte med mange/store sten. Desuden ind imellem nogle få meter med cement. Et sted skred Eriks cykel ud for ham, og lagde sig ned, da han gav slip, men han blev heldigvis selv stående. Et sted var der hul på en vandledning, så vi blev oversprøjtet med vand. Til sidst endte grusvejen i en rigtig vej, nok den, som vi burde have taget, og som vi fulgte gennem sparsomt bebygget område til Mohlos.

Frokosten med græsk salat, omeletter og 2 Heineken smagte dejligt, og blev nydt i fulde drag, sammen med den fredfyldte stemning og den pragtfulde udsigt. Efter dette lykkedes det os endeligt at få en lur i løbet af eftermiddagen. Efter luren var Erik ude på molen for at se de lokale fiskeres både.

Mens Erik  tog et bad fra den dårlige strand, satte jeg mig på tavernaen med dagbogen og en frappé. Her hilste jeg på franskmændene, som vi i går hilste på i Lithies. Erik kom også og fik en frappé.

Vi tilbragte et par timer med læsning og hvile. Vi gik ned på tavernaen ved 20-tiden, hvor vi først filosoferede over en ouzo i ca. ½ time. Vi var i køkkenet for at se på maden. Jeg bestemte mig for et pænt stykke fisk, som blev grillet, mens Erik valgte moussaka. Til forretter valgte vi feta- og spinatpies. Vi drak en lokal rosé samt vand. Vi afsluttede med cappuccino og metaxa.

Det var uhyre stemningsfuldt med vandet, der slog ind lige under os, samt lys fra fiskerbåde og flere landsbyer på bjergsiden. Lidt senere kom der også lys på den lille kirke på øen, der er ca. 200 m fra land. Jeg ringede hjem, men den resterende tid på telefonkortet løb alt for hurtigt ud.

Onsdag den 30. august

Vi var begge vågne og ude på terrassen ved 3-tiden. Jeg mener, at jeg blev vækket af et selskab, bl.a. med én, der spillede guitar. Jeg vågnede igen ved ca. 7.30-tiden, hvor Erik var vågen. Vi pakkede sammen og læssede cyklerne, før vi satte os og bestilte morgenmad. Eriks continental breakfast var med te og juice, ristet brød, smør, marmelade og honning. Min English breakfast var en udbygning af den continentale med bacon og æg. Vi nød maden sammen med udsigten over vandet, bl.a. mod Elounda. Derefter lastede vi cyklerne.

Den allersidste del af vores cykeltur blev påbegyndt ca. kl. 9.15, efter at vi havde fået angivet retningen mod landevejen og Platanos. Det var - som vi forventede og frygtede - en voldsomt stejl affære, der hurtigt fik pulsen op. Der var meget øde, og jeg troede en overgang, at vi var kørt vild. Vi sled os gennem de fire km, der er angivet på kortet, på ca. 45 opslidende minutter. Der er en markering for højden 936 meter i nærheden af Platanos. Hvis der blot var f.eks. den halve højde ved landevejen, siger det lidt om sliddet.

Da vi nåede toppen og det “vandhul”, der ligger der, blev vi mødt med en kraftig vind. Kombineret med sveden, der flød rigeligt, kom vi til at fryse, mens vi drak sodavand. De næste ca. 5 km var en ret stejl nedkørsel, der krævede hårdt arbejde med bremserne. Det var så hårdt, at fingrene sov, og vi måtte tage en pause med frappé på en lille café i Kavousi.

Det gik stadig nedad, men ikke længere så stejlt, og snart passerede vi Kretas smalleste punkt, ved afkørslen mod Ierapetra. Så var der kun 21 km til Agios Nikolaus, og selv om det hele tiden var i nærheden af vandet, måtte vi flere gange lidt i højden. Derfor, og fordi jeg blev generet mere og mere af begyndende siddesår, blev også de sidste km hårde.

Så var vi der: Agios Nikolaos 1 km, når man drejer mod højre. Vi kom tilbage til samme vej, som vi kørte ud ad i fredags. Det blev fejret med en kold Heineken på torvet. Før vi afleverede cyklerne, checkede vi bustiderne ved stoppestedet ved søen. Klokken var 12.45, og der gik en bus kl. 13. Derfor skyndte vi os om til cykeludlejeren. Vi fik en snak om turen, og han var glad for, at materiellet holdt så fint. Han tog også et billede af os.

I Elounda fik vi frokost hos Dimitri, hvor vi hver spiste 2 pita gyros, og delte 3 Mythos-øl. Vi tog også bussen de sidste 2 km “hjem”, hvor vi var ved 15-tiden. Det er pudsigt, at det både koster 250 drs. for de måske 8 km mellem Agios Nikolaos og Elounda, og for de ca. 2 km mellem Elounda og hotellet.

Vi tog bad, fik en lur og slappede derefter af på terrassen med den flotte udsigt.

Middagen blev indtaget hos Dimitri, aspargessuppe til Erik og kyllingesuppe til mig. Hovedretten var mixed grill til os begge: to dejlige stykker lam, en god “frikadelle”, svinekotelet samt et stykke ubestemmeligt kød. Igen vand og rosé fra Sitia til.

Vi sad og var godt trætte, men fik talt med både Dimitri og én af hans sønner. Da det også blæste en del, tog vi hjem og nød en øl på terrassen, hvor vi var i læ.

Torsdag den 31. august

Erik havde haft det for koldt med aircondition slået til den første nat. Derfor aftalte vi at slukke for den, da vi gik i seng. Det var alligevel blevet for varmt for ham i nattens løb, så han havde tændt for den igen, og det var blevet relativt koldt.

Vi spiste morgenmad, pakkede kufferter, og ventede så i kort tid. Vi blev afhentet ca. kl. 9.30, og var i lufthavnen ca. kl. 11. Kors, sikke et mylder, selv udenfor, hvor der stod masser af mennesker, og snart også vi, i kø bare for at komme ind i afgangshallen. Så vidste vi endelig, hvorfor der var så mange mennesker i kø udenfor, da vi ankom! Langt om længe blev vi checket ind, og stod så i endnu en stor kø, denne gang ved paskontrollen. Der var også et usandsynligt mylder i transithallen! Vores fly var ankommet til tiden, men det blev hurtigt klart, at vi ville blive forsinket, og det endte med at blive ca. 45 minutter, og vi landede i Billund ca. kl. 16.30.

Vi blev også hentet af Torben, der havde bragt os til Billund.

Efterskrift

Det var endnu en uforglemmelig tur. Optakten var utrolig, med Erik Olsens afbud mindre end én uge før afrejsen, og Erik Iversens ja til at tage med mindre end 4 døgn før afrejsen.

Derefter kom vores jagt for at finde cykler, og 6 pragtfulde dage i herlige omgivelser og godt selskab. Der var den lange vej op til Lasithi, hvor den gamle dame gav os pærer, den forgæves søgen efter kortets vej ud af Lasithi og den usle vej mod Aski. Så kom den dejlige tur på sletten efter Kastelli med efterfølgende skrappe op- og nedkørsler, og den lange vej over højden til Sitia med det pudsige værelse. Vi sluttede af med den lange vej op fra Sitia, og ned til Mohlos - og op igen. Indtrykkene var mange og store.

Det er ingen sag, når man har så godt selskab. Det gik som smurt, og jeg vil ønske, at jeg er i form, som Erik er, når jeg kommer i hans alder, 66 år. Mad og drikke var - som i 1999 - et stort emne, hvor vi prøvede alt, hvad der var at prøve. Jeg tror, at vi satte ny rekord i frappé, øl og rosé!

Igen i år havde Erik fotoapparat med, men denne gang var der film i !

Stor tak til Erik for godt selskab på en dejlig tur gennem en spændende uge. Det vil jeg varme mig ved i lang tid fremover.