VESTKRETA RUNDT PÅ CYKEL

- OG TIL FODS GENNEM SAMARIA-SLUGTEN

14. - 21. AUGUST 1999

Af Lars-Erik Christensen

Forhistorien

I august 1998 var jeg på en cykeltur på Kreta sammen med min bedste ven Flemming. Vi var dengang henholdsvis 49 og 47 år. Desuden deltog vores to ”drenge” på 22 år. Vi havde en herlig tur, og var enige om, at vi gerne ville af sted igen. Der kom ikke til at gå lang tid, for til firmafesten hos Deloitte & Touche i Esbjerg den 7. november 1998 spurgte min tidligere kollega Erik Iversens kone pludselig, om jeg kunne tage Erik med på en cykeltur.

Jeg sagde straks ja, og et par dage senere bekræftede vi aftalen. Allerede først i december 1998 traf vi nærmere aftale om at tage til Vestkreta. Her skulle vi cykle i fem dage, og den sidste dag gå gennem Samaria-slugten. Da det var bestemt, bestilte vi også rejsen, så vi var sikker på at komme i det rigtige område. Det billigste sted i den billigste periode fandt vi hos Star Tour, El Pol i Kato Stalos, der ligger ca. 8 km uden for Chania, lige i nærheden af bybussens endestation.

Vi glædede os meget, og talte ned, måned for måned. Et par uger før afrejsen bestilte vi cykler hos det lokale firma Trekking Plan, der kun ligger ca. 200 m fra El Pol. Jeg havde været henne og hilse på hos Trekking Plan under min kones og min ferie, en lille måned før Eriks og min tur.

Ca. en uge før afrejsen var Marianne og jeg til “planlægningsmøde” hos Elisabeth og Erik. Over et par glas hvidvin på terrassen lagde vi en grovplan: 1. overnatning søndag i Platanos, så i Paleochora og dernæst et andet sted på sydkysten, for at slutte af et sted omkring Retymnon, før vi torsdag aften ville cykle “hjem” til Samaria-turen fredag.

Lørdag den 14. august

Så kom afrejsedagen, hvor jeg var oppe før Marianne, dækkede bord og hentede nogle rundstykker som erstatning for dem, som vi ikke ville få søndag. Vi gjorde lidt indkøb, men var allerede hjemme ved 11-tiden. Marianne pakkede sammen til sit besøg hos sin veninde Elsa, og jeg fik lukket kufferten.

Efter en let frokost hentede Marianne og jeg Erik ca. kl. 13, og så gik det mod Billund. Vi checkede ind og fik en plads samt lidt kaffe. Ca. kl. 15 fik vi at vide, at den planmæssige afgang kl. 15.40 ville blive forsinket ca. 50 min. på grund af kraftig lufttrafik over Sydeuropa. Forsinkelsen blev på ca. en time, så vi landede først ca. kl. 21, græsk tid.

Vi var nogen af de sidste, der fik kufferten, og var snart på vej mod El Pol, hvor vi var de eneste, der steg af. Vores værelse var ved jorden, og min bøn om at det skulle være væk fra vejen, var ikke blevet hørt. Der var vel kun ca. 20 m til hovedvejen, der giver megen støj. Da vi lukkede døren op, viste det sig, at værelset var kvælende varmt, og det var ikke til at få varmen ud af huset.

Først stillede vi blot kufferterne ind, og gik lidt på opdagelse. Vi fandt hurtigt cykelforretningen Trekking Plan, hvor vi dog ikke kunne se noget særligt i mørket. Så fik vi en salat og lidt rosé på restaurant Kri Kri. Vi købte vand og en kold Heineken, som vi drak hjemme på terrassen før vi gik i seng.

Søndag den 15. august

Derefter købte vi yoghurt til morgenmad, sammen med en fersken, som vi delte og blandede i. Det blev indtaget sammen med en kop kaffe fra en langsom og snøftende kaffemaskine. Da cykelforretningen åbnede kl. 9, var vi færdige, og fik hentet cyklerne. Jeg var lidt skuffet, for jeg fik ikke en af de største cykler, selvom vi havde bestilt dem et par uger før. Nå, men de to cykler var gode, med præcise vride-gearskift og effektive bremser. Lidt før kl. 10 tog vi afsked med det usle hummer på El Pol, og begav os ad vejen mod vest ad den jævne vej i et roligt tempo. Vi satte os på en café i Tavronitis, hvor Erik fik sin første frappé.

Jeg fandt senere ud af, at den smagte ham så godt, at han gerne ville have flere. På cafeen sad der også en ældre mand, som absolut ville fotograferes, så det gjorde vi.

Vi kom forbi Maleme - og frokostrestauranten fra turen i 1998 - og kom til Kolymbari et stykke tid før frokost. Trods det afslappede tempo gik det hurtigere end forventet. Derfor, og fordi jeg for et par år siden havde set en morsom beretning om livet i Afrata på Rodopos-halvøen, som der kom en 5-km henvisning til, overtalte jeg Erik til at gøre den afstikker. På vejen kom vi forbi et kloster, hvor Mariæ Himmelfærd blev fejret, med mange folk på besøg. Senere så vi mange af disse folk igen, da de kørte hjem, også mange ladvogne med passagerer på ladet.

Vejen mod Afrata blev det første seje træk, som måske sneglede sig 200-400 m over havet, med en flot udsigt over vandet. På vejen opad havde vi det uheld, at jeg punkterede på baghjulet. Hullet blev fundet, efter at vi hældte noget af vores drikkevand i Eriks lille værktøjsæske (en tidligere madkasse) af plast, og vi fik slangen gennem vandet. Det var også noget bøvl, fordi både min og den lånte pumpe var meget træge. Desuden var det umådeligt varmt på vejen, hvor vi var udsat for solen i fuld styrke, mens vi holdt stille.

Efter lapningen nåede vi hurtigt den lille by Afrata, hvor vi spiste omelet og græsk salat med en lemonvand til ved en lille taverna, nogle trin op fra vejen. Da vi bad om regningen, kom værten med et glas lokal (egen?) vin til os. For en lokal vin syntes jeg, at den var yderst rimelig, men Erik fandt den nærmest uhyggelig.

Vi fandt vejen tilbage mod vejen til Kissamos. Det var først på en grusvej, der gjorde mig nervøs for en ny punktering. Vi kom dog sikkert ned på den gamle hovedvej, og kørte snart i det dejlige (og kuperede) område. Jeg genså den flotte udsigt over Kissamos-bugten, hvorefter det gik nedad, og ind mod byen. Jeg fik krampe i det højre ben, som blev strakt ud osv., og “faldt på plads”. Senere på dagen gentog det sig i mindre grad med det venstre ben, men det var heldigvis også sidste gang på turen. Vi fik en vand ved en café på hovedgaden i Kissamos, hvorefter det gik videre mod Platanos, ca. 11 km ude, hvor vi havde planlagt at overnatte. Den sidste del af vejen dertil var én stor kravletur, og efter den ventede skuffelsen, at vi ikke fandt et ledigt værelse!

Et af stederne, hvor vi spurgte, var hos en meget lidt sprogkyndig dame (hun kunne mindre engelsk end jeg kan græsk), som først gav os det indtryk, at vi kunne få to værelser, men ikke ét. Dernæst kunne vi overhovedet ikke få noget værelse der. Det endte med, at vi bl.a. overvejede, om hun troede, at vi var bøsser, og så  ikke ville udleje til os. Til sidst spurgte vi os for på en benzinstation, som imidlertid blot henviste til Kissamos/Kastelli. Så begav vi os tilbage dertil, men var også på en afstikker fra landevejen, hvor der et sted var henvist til rooms, 1 km inde ad en vej. Vi syntes, det var en laaang km, og fik på stedet blot at vide, at de havde fuldt optaget. En mand, der sad ved et nærliggende bord, kom hen og spurgte os, om vi var interesseret i et værelse. Vi svarede ja, men fik efterfølgende at vide, at der også var optaget der.

Vel trætte, men tilbage i Kissamos, faldt vi først ind på et kompleks helt nede ved stranden. Vi fik at vide, at der var fuldt optaget, men mens vi endnu stod udenfor og sundede os, kom værten kort efter hen og spurgte, om vi ville have et værelse, der ville blive ledigt om 1-1½ time. Det tog vi, og skulle betale 9.500 drs., inkl. morgenmad.

Mens vi ventede, drak vi en frappé på en nærliggende cafe ved vandet. Lige uden for cafeen var et par rotter travlt beskæftiget med at lege! Vi overtog værelset ved 19-tiden, godt trætte. Der var blot to senge og et badeværelse, hvor bruseren var placeret, så hele gulvet blev overpjasket, når vi badede. Vi skyndte os at klæde om til badebukser, og tog straks en frisk dukkert fra den dejlige strand.

Jeg huskede sidste års besvær med at finde et spisested i Kissamos, men efter bad, omklædning og en lille travetur fandt vi nemt plads ved en restaurant på et lille torv. Der kom vi også forbi sidste år, men da optog et eller andet, hvor der blev brugt en opbygget scene, hele pladsen. Vi fik dejlig kontosóuvli og tzatziki, med en kold Heineken til. Da vi jo ikke som planlagt overnattede i Platanos, ændrede vi ved snakken over middagen morgendagens rute mod Paleochora til i stedet at gå over Topolia, ganske som i 1998. Vi var meget trætte, og gik i seng ved 22-tiden Vi sov godt til ca. kl. 7, kun en periode afbrudt af nogen i nærheden, der talte højt.

Mandag den 16. august

Vi stod op, pakkede og blev smurt ind. Godt 8 gik vi til morgenmaden. Den spiste vi med en dejlig udsigt over den solbeskinnede Kissamosbugt. Det var et godt måltid, med te, juice, (blød?) kogte æg, franskbrød og marmelade. Så betalte vi og kørte ved 10-tiden til at begynde med 4-5 km ad den vej, som vi dagen før kom ad, da vi nærmede os byen for første gang. Efter at være drejet af mod syd, gik de resterende 8 km mod Topolia først gennem godt kuperet terræn, men de sidste par km dertil var skrappe, og den sidste km meget stejl.

Der var en flot udsigt fremover, og det gik snart over i en lang og hurtig nedtur, da vi drejede af på den alternative rute mod Paleochora, gennem Sorakina. Vi kom ca. 15 km frem uden væsentlig brug af pedalerne. Der kom en række meget hede vinde fra havet susende imod os.

Efter den hurtige tur nedad kom til sidst dagens skrappeste stigning et par km. før Paleochora. Det var noget, der trak. Så kom udsigten over Paleochora, hvor Erik - noget overrasket - spurgte om vi allerede var der. Vi rullede stille ind i byen langs stranden, og stoppede ved en restaurant med man-ge gæster. Da vi gik ind, var de første, som vi så, de to, som vi nogle timer forud havde hilst på i Topolia. Vi fik god mad: tzatsiki, rusk (brød med tomat, olivenolie og feta på), og delte en fyldt aubergine. Dertil en halv flaske Boutari Rosé og 1½ l. vand.

Der var mange skilte med værelser til leje, men da jeg kunne huske, at sidste års logi lå fredeligt, tog vi derom. Det var formentlig værtsparrets datter, der lukkede op, og efter at have konfereret indenfor, og fået OK, viste hun os et ledigt værelse mod vest til 7.000 drs. Det var det bedste værelse på turen, med køleskab, godt badeværelse, bestik og blus, så vi kunne lave néskaffe, der lå i portionspakninger. I denne del af byen kom der hele tiden kraftige vindstød.

Vi gik straks i bad, og tog derefter et par timer på langs. På vej ud var jeg henne på husets terrasse og hilse på værten, som smilte og godt kunne huske 4-mandsholdet på cykel i 1998. Derefter gik vi til byen og købte færgebilletter til morgendagens sejltur. Færgen sejlede kl. 9.30, og en billet til Chora Sfakion kostede 2.800 drs. Vi var også rundt for at kigge efter det noget primitive sted, hvor Marianne og jeg sov på turen i september 1990. Jeg tror, at jeg fandt det, men det grønne plankeværk var væk, og der var moderniseret kraftigt i gården.

Middagen blev indtaget på Galaxy, men siden sidste år var der støbt en slags fortov ud mod vandet, ca. 6 meter bredt. Derfor havde restauranterne ikke længere borde tæt ved vandet. Vi startede med tzatziki og stegte skiver af squash, og bestilte mixed grill til hovedretten. Den indeholdt “hakkebøf”, pølse, lammekotelet, kyllingesouvlaki, formentlig souvkaki med grisekød, og et ca. 10 cm langt, men ubestemmeligt, stykke kød. Retten kostede 1.800 drs.. Vi drak igen Boutari Rosé, og en karaffel vand.

I et nærliggende supermarked købte vi efterfølgende yoghurt, en fersken og juice til morgenmaden. Vi drak cappuccino og hyggede os et sted på den lukkede hovedgade, og var i seng ved ca. 23-tiden, i fred og ro.

Tirsdag den 17. august

Jeg sov til ca. kl. 7.30, men Erik var vågen før mig, og havde sovet dårligt, primært på grund af varmen og desværre min snorken. Morgenmad på terrassen, pakning, og vi var ved færgen 9.15, hvor vi kunne gå lige om bord. Hurra for Flemming, der sidste år havde fået den gode idé at sejle på cykelturen.

På færgen mødte vi igen parret fra i går. De skulle til Chora Sfakion, og efter en overnatning der retur til Chania.

Vi fik en flot sejltur, med frit syn mod barske klipper, bjerge, huler, små strande og ganske enkelte huse. Vi sejlede ud fra Sougia kl. 10.15, og fra Agia Roumeli (udmundingen fra Samaria-slugten) kl. 11.10.

I Sougia var der et selskab fra Appolorejser, der steg om bord. De skulle gå den korte tur i Samaria. Vi var også inde i Loutro, som kun er tilgængelig fra søsiden og til fods. Ud derfra kl. 11.55. Da færgen var ca. 20 meter ude, kom fire mennesker, som gerne ville med, løbende langs kajen. Så gik færgen ind igen, og de kom med. Vi nåede Chora Sfakion ca. kl. 13.

Vi kørte ud af byen på den meget stejle vej, og efter at have slidt hårdt ca. 3 km, drejede vi til højre ad “kystvejen”. Vejen gik hele tiden op og ned ad små bjerge i et krævende terræn. Jeg så på afstand den gamle borg Frangokastello. Vi trillede ind til frokost et meget lille og ydmygt udseende sted i Skaloti. En morlille serverede omelet og græsk salat, og mens vi sad der, kom parret på knallert fra i går sandelig også. De var hurtigt blevet træt af Chora Sfakion, og var taget videre ad samme vej som os.

Vi fortsatte gennem det spændende og hårde terræn, og måtte flere gange køre nedad i en slugt i hårnålesving, for straks efter at skulle “kravle” op igen på den anden side. Et af stederne, i nærheden af Rodakino, stoppede vi ved en lille café, da vi trætte nåede toppen. Vi drak vand og sodavand, mens vi bl.a. så en flok får blive drevet ad vejen.

Jeg blev noget træt af det, da vi skulle køre videre, for mit forhjul havde tabt næsten al luften. Det var dog held i uheld, at vi var et sted med vand og en spand, og hvor vi kunne lappe slangen i skyggen. Der var et, nej to, nej tre små huller, som blev lappet. Klog af skade tog jeg til sidst slangen gennem vandet endnu engang, og fandt så et hul mere! En pige på 8-10 år morede sig gevaldigt over vores lappearbejde.

Vi var på forhånd lidt i tvivl om, hvor langt vi ville nå efter sejlturen, men nu gik vi efter Selia, der ligger lidt i højden, eller den nærliggende by Plakias, der ligger ved vandet. Det var flot og hårdt terræn, og vi blev efterhånden ramt af kraftig vind, som på et tidspunkt fik drejet en af Eriks cykeltasker ind mod hjulet, mens han var i fuld fart nedad. Tasken gik lidt i stykker, og det var et stort held, at cykelpumpen, der var i tasken, ikke kom ind i hjulet. Pumpen blev dog ødelagt, og så følte vi os rigtig på den: Gennem øde egne uden en cykelpumpe, og med flere punkteringer i frisk erindring.

Da vi lidt senere kom til den lille by Selia, kunne vi se Plakias langt nede under os. Vi ville gerne undgå turen ned - og senere op igen - men da vi spurgte efter en cykelpumpe i Selia, blev der sagt nej, men vi fik at vide, at der var en chance i Plakias. Så tog vi den stejle nedkørsel med mange hårnålesving, på den mest usle betonvej med store huller, med et hårdt greb på bremserne, og nåede Plakias kl. 18.

Med hensyn til cykelpumpe havde vi ikke heldet med os, hverken hvor de lejede cykler ud, og kun havde eget anlæg til pumpning af cyklerne, eller i et supermarked eller på campingpladsen. Så begyndte vi at lede efter et værelse, og fik bid første gang. Pænt værelse med balkon og køleskab, samt et badeværelse uden afskærmning af bruseområdet. Det kostede 8.000 drs.

Bagefter tog vi en kold Heineken på en nærliggende café. Nej, den var ikke kold, og blev sendt ud i åbnet tilstand, og blev erstattet af to kolde Amstel. Mens vi drak øl, satte Erik min lille pumpe i stand, og miraklet skete: nu kunne den give luft. Det lettede.

Efter bad og det lidt omklædning, vi kunne præstere, spiste vi på et meget lokalt sted lige i nærheden af vores værelse. Først delte vi saganaki og spinat-pies, hvorefter Erik fik stifado, og jeg sværdfiskesouvlaki. Vi drak rosé og vand til maden. Stifadoen var god, mens sværdfisken langt fra var så god som hos Moutopaki i Chania. Før vi gik hjem, tog vi en ganske lille runde, der sluttede ved vandet. Det så rigtig godt ud med månen, der spejlede sig i vandet.

Onsdag den 18. august

Vi sov godt til ca. kl. 6.30, og pakkede herefter lidt sammen. Erik gik ret tidligt til supermarkedet for at købe morgenmad. Han endte i stedet hos bageren, og kom hjem med friskbagte croissanter, én med ost og skinke, og én med chokolade. Dem spiste vi på terrassen, og dertil kaffe og yoghurt.

Så blev cyklerne læsset, og vi drog mod nord. Det foreløbige mål var Georgioupoli på nordkysten. Det startede barskt og meget stejlt, først opad gennem et par småbyer. Herefter fortsatte det op gennem en kløft i ca. 1½ time, hvor vi også blev generet af en kraftig vind. Det var nok den mest udmarvende del af hele turen. Vi blev til gengæld belønnet med prægtige udsigter. Vi købte Sprite og fik vandflaskerne fyldt op ved en café i en lille by, hvor vi troede, at vi havde nået toppen, lige før Agios Ioanis.

Det gik dog stejlt opad endnu et par km, efter at vi var drejet ind i det øde land mod Moundros og Roustika. Det var her, at det var så hårdt at cykle, at jeg gjorde alvor af at trække cyklen et stykke. Det viste sig dog i det terræn at være mindst lige så hårdt som at cykle, så efter ca. 10 meter satte jeg mig på cyklen igen. Det blev mere frodigt omkring os, og vi kørte nedad gennem det utrolig flotte landskab over en lang og øde strækning på 10-15 km. Vi holdt ind ved en lille og usselt udseende café i Moundros, hvor vi sad lidt og slappede af over en vand, mens vi kiggede på livet.

I Agios Konstandinos spurgte vi om vej til Episkopi. Blandt de mange mennesker på torvet, der havde en mening om det, sagde præsten, at der var 5 km, hvis vi drejede, og længere, hvis vi fortsatte ligeud mod hovedvejen. Vi tog de 5 km, og for vild, før vi var ude af byen. Hjælpen kom i form af en bil, som vi stoppede. Føreren sagde med tegnsprog, at vi skulle følge efter ham. Den vej, som han viste os, førte til endnu en tur “ned i slugten og op af slugten”. Stejlt nedad og en slem kravletur opad igen. Det førte os til sidst ud i et kryds, hvor der var 7 km til Episkopi!

På vejen til Episkopi så vi et udflugtstog (en forklædt bil) på vejen. Vi nåede Episkopi, men frokosten trak ud, for selvom vi kørte byen rundt, kunne vi ikke finde noget, der lignede en taverna. Vi stoppede så til sidst ved en kafeneion, hvor det viste sig, at vi kunne bestille pizza. Det var bare godt, og vi drak hver 1½ l. vand til. Der var et herligt liv der, med mænd, der drak kaffe, og nogle spillede backgammon, mens andre læste avis.

Vi nød både pizzaen, som vi bestemt ikke havde regnet med at spise på Kreta, det hyggelige sted og den rare atmosfære. Det var også herligt at se landsbyens liv drive stille forbi.

Herefter gik det nedad og ligeud mod Georgioupoli. Vi kørte lidt rundt i byen for til sidst at ende ved stranden. Så besluttede vi os for at lede efter et værelse. Vi blev råbt an af en dame, der sad ved et udlejningsskilt, og så så vi på hendes værelse. Det var et pænt værelse til 10.000 drs., og vi bestilte også morgenmad til 1.500 drs. pr. stk. Morgenmaden lød fint efter hendes beskrivelse.

Så skyndte vi os i badebukserne, og gik til stranden. Vandet her virkede dog meget koldt, så badet blev ret kort. Vi tog brusebad og derefter en lille lur. Ved 19-tiden gik vi ud for igen at lede efter en ny cykelpumpe, men stadig uden held. Vi spiste på Valentino i “vores” gade. Tjeneren kunne lidt dansk, og vi var straks kigget ud, og fik et spisekort på dansk. Til forret delte vi cheese-pies og en avocadoret, mens de delte hovedretter var pastitsio og giouvetsi. Dertil vand og den tørre Boutari Rosé i en ny flaske. Efter maden gik vi en lille tur, og læste siden uden for vores værelse. I seng kl. 23.

Torsdag den 19. august

Vi sov til ca. kl. 7.30, gjorde os klar og pakkede cyklerne. Så var der morgenmad, og ca. kl. 8.30 kørte vi ud af byen, i retning mod Vamos og Kalyves på Drapanos-halvøen, samt Chania. Det begyndte med en række bløde bakker, som førte os de ca. 15 km til Vamos. Det var en dejlig afveksling med de bløde bakker, og vi kunne næsten hele tiden klare os på den mellemste klinge. Et sted kom vi forbi en café, hvor værten råbte efter os, om vi var tyskere. Han råbte bravo, da jeg på græsk sagde, at vi kommer fra Danmark.

I Vamos holdt vi pause ved et mini-marked, hvor vi købte et par firkanter juice samt meget vand. Da vi satte os på cyklerne igen, gik det godt nedad 10-15 km, så vi var snart i Kalyves, på nordsiden af halvøen, og derefter nåede vi vejen mellem Rethymno og Chania. Der var “en mægtig knold” lige før Souda, som dog kunne klares på den mellemste klinge. Derefter igen nedkørsel, ca. 5 km i rasende fart på den lige vej. Så drejede vi ind på den gamle vej mod Chania, ca. 5 km uden for byen.

Vi holdt pause med juice og vand ved en af de mange små kiosker ved vejsiden. Resten var “paradekørsel” ind i byen, sluttende ved bagsiden af markedet. “Den lille mand” i markedsrestauranten Ta Skalakia gjorde store øjne, da han fik øje på mig så kort efter sommerferien, hvor vi tit havde spist frokost der. Han kom ud for at hilse. Vi fik et af de tre borde udenfor, og bestilte kylling til mig, kalvekød i tomatsauce til Erik, og store hvide bønner til deling. Vi brød reglen om ikke at drikke øl til frokost, for vi måtte smage en kold Heineken, som vi dog delte.

Før vi tog “hjem”, købte vi billetter til Samaria-turen fredag. De kostede 7.700 drs. pr. stk., alt inklusive, mod 11.500 drs. hos Star Tour!

Dernæst påbegyndte vi allersidste etape på cykel. Vi tog dog et væskestop med juice ved det nu lukkede Enosi Market, og var lige henne og se, om der var nogen hjemme på Mariannes og mit sædvanlige feriested Africana, hvor der dog var helt lukket. Så ankom vi til El Pol, hvor cyklerne blev losset. Efter en kold Heineken på terrassen afleverede vi cyklerne, og blev ikke afkrævet noget for den ødelagte pumpe, som vi viste frem i sin sølle tilstand. Efter en frisk svømmetur ud fra den dejlige strand, lige over gaden, gik vi i bad og klædte om.

Vi tog allerede bussen til Chania kl. 19.30, og gik en lille tur langs havnen, før vi gik om til Moutopaki. Her virkede vært og værtinde noget overrasket over at se mig så hurtigt igen, for det var kun 4 uger siden Marianne og jeg havde sagt farvel. De var udgået for avocado, så middagen stod i stedet på forretterne saganaki (nu af almindelig ost) og grillstegt kyllingelever. Herefter spiste vi mushroom souvlaki og lammekoteletter. Hertil en dejlig Cava Armanti rosé og masser af vand.

Vi tog bussen hjem lidt før kl. 23, og var snart efter i seng.

Fredag den 20. august

Det var Samaria-dag, så vi stod straks op, da vækkeuret gik i gang. Vi pakkede en rygsæk, og var klar ved vejen kl. 7. Her stod en svensker fra hotellet overfor. Han var opbragt over, at hans selskab ikke som aftalt havde afhentet ham kl. 6.15. Det kunne vores selskab naturligvis ikke gøre noget ved, selv om han i højlydte vendinger beklagede sig til chaufføren, da Erik og jeg blev afhentet.

Vi havde endnu et par afhentninger i nærheden, hvorefter sidste afhentning var omkring Halidon. Så fulgte køreturen op til Omalos-højsletten, med den ene mere svimlende udsigt end den foregående. Før vi gik i slugten, spiste vi en dyr (2.300 drs.) morgenmad på en café. Turen gennem Samaria begyndte med den bratte nedstigning over et par kilometer.

Herefter gik vi vel 5-7 km i et vildnis, nærmest som i en stor skov, og det hele på et yderst krævende underlag af store og små sten. Der var et utal af blændende udsigter op og ud af kløften, som det er umuligt at få “ned i” et fotografi.

Vi holdt et lille hvil i den forladte landsby Samaria. Her spiste vi en sandwich, som vi havde købt, hvor vi spiste morgenmad. Vi lagde mærke til en gruppe unge mennesker, der fulgtes ad, men som var tæt på at komme i klammeri. Herefter gik vi videre, primært gennem flodlejet.

Der var så meget vand, hvor vi skulle gå, at der nogle steder var lagt gangbroer ud, bl.a. så vi også kunne komme tørskoet gennem jernporten, med ca. 4 m mellem kløftens sider.

Et sted var der over et pænt areal lavet en mængde opstillinger af 3, 4 eller 5 sten oven på hinanden. Det må have været et mægtigt arbejde.

Så nærmede vi os udgangen, hvor landskabet gradvist blev mindre dramatisk at se på. Vi købte is ved udgangen, hvor vi skulle aflevere vores billet. Da vi kom ned i Agia Roumeli, købte vi frokost, special omelet og gyros, og dertil en flaske retsina.

Båden gik kl. 17, og vi fik tilkæmpet os en plads i skyggen. Som i tirsdags var vi inde i Loutro, før vi ca. kl. 18.30 blev sat af i Chora Sfakion. Her fulgte opkørslen gennem en nærmest endeløs række af almindelige - og hårnålesving. Det gik til svimlende højder, og med enestående udsigter, bl.a. ned over kystlandskabet, som vi blot tre dage før havde set fra cyklerne.

Vi var først hjemme ca. kl. 20.30, men lå ikke på den lade side. Erik var straks ude og købe yoghurt og fersken til morgenmaden lørdag, og blot ca. tre kvarter efter ankomsten var vi i en bus igen, på vej mod middag i Chania. Denne gang ville vi spise på Tamam, men der var - som så ofte før - optaget, og vi trængte til at sidde ned. Derfor blev det igen Moutopaki, der kun ligger få meter fra Tamam. Værten spurgte til benene, og da vi sagde, at de havde det godt, sagde han, at det bestemt blev værre i morgen!

Vores ordre lød på mushroom sauté (champignon a la creme) og avocado-/kartoffelsalat. Hovedretten var en god bøf, grillstegt filet. Det smagte (som sædvanligt) flot. Det var vores sidste aften, og tiden var allerede efter den sidste bus. Derfor valgte jeg at “bortføre” Erik med den lille båd til Fortezza ude på ydermolen. Vi fik plads ovenpå, med flot udsigt ind mod havnen, og hyggede os med en drink.

Bagefter sejlede vi over ved Karnagio, og gik op mod 1866-pladsen, men fandt allerede en taxa på den lille holdeplads tæt ved markedet. Chaufføren var ikke stiv i engelsk, da han skulle nævne prisen. Jeg kunne høre, hvad han mente, og spurgte ham derfor: Dio xiliades drachmes (2.000 drakmer) ? Han klarede op i et stort smil, og ville vide, hvor vi kom fra, så jeg fik også her lejlighed til at sige Danmark på græsk. Vi var først i seng ved 2-tiden.

Lørdag den 21. august

Vi stod op ved 8-tiden, lavede kaffe, og fik morgenmad på terrassen. Så pakkede vi, stillede kufferterne ind i receptionen.

Ca. kl. 9.30 tog vi bussen, først til Africana. Her bød værtinden os varmt velkommen, og vi fik frappé med kiks på terrassen. Hendes datter og de to børnebørn kom også, og jeg fotograferede dem sammen med Erik.

Vi tog af sted med mange hilsner til Marianne. Det næste mål var det lille lørdagsmarked, hvor vi så det store udbud af frugt, grøntsager, fisk, levende høns mv., kager, tøj mv. Der var desværre optaget på stamcaféen “i bunden” af markedet, så vi gik i stedet mod centrum. Det var gennem en række smalle og maleriske gyder med almindelige, men også ruinlignende huse, hvoraf en del er beboet.

I Halidon og omliggende gader købte vi gaver til børnebørn mv., mens vi hver spiste to pita gyros til frokost på en café i Skridlof (Lædergaden). På vej tilbage til hotellet købte vi forsyninger (vin og spiritus) hos IN·KA på 1866-pladsen, og efter læsning og krydsogtværs gik vi i det kretensiske hav for sidste gang i denne omgang. Da vi kom ned på stranden, var den første, som vi mødte, kvinden fra parret, som vi havde mødt flere gange før, senest tirsdag til frokost. De var begge taget hen for at bade i Kato Stalos.

Vi tog udendørs brusebad efter havbadet, og klædte om lidt senere. På det tidspunkt var der 36 grader. Vi spiste en is, drak vand, læste, og lidt efter halv seks spiste jeg en tallerken gyros på restauranten over for, på en terrasse ud mod stranden, mens Erik blev på El Pol. Bussen kom iflg. planen, præcist kl. 18.30. Flyveren gik også - meget overraskende - til tiden, og Eriks svigersøn Torben, min gamle kollega, bragte os det sidste stykke hjem.

Efterskrift

Så var turen ovre, og tiden inde til at gøre status: Det var en stor og uforglemmelig oplevelse. Erik var nok selv lidt i tvivl - men jeg langt mindre - om han i en alder af 65 år kunne klare cykelturen. Det kunne han i flot stil. Jeg vil ønske, at jeg er i lige så god form, som Erik er, når jeg bliver 65 år. Vi kunne fint klare det at dele værelse mv., og drøfte små og store ting. Desuden “snød” Erik lidt, for hvor det har taget ca. 10 år for Marianne og jeg om at kunne lide frappé og retsina, ja så gik det straks ind hos Erik. Han har heller ikke drukket så meget rosévin før! Alt i alt er vi er enige om, at vi havde det ualmindelig dejligt sammen. Stor tak til Erik for godt selskab.

Han skal dog have det lille drilleri, at han tog mange billeder, mens vi var af sted. Han havde glemt at sætte film i apparatet!

Selv længe efter hjemkomsten skal jeg blot tænke på det for at have den dejlige tur i form af Kretas veje, bjerge og dale for mit indre blik. Det kalder minderne frem og peger mod en gentagelse!