|
Bruger online
Gæster online
Temperatur i Danmark
Temperatur på Kreta
|
Hej alle i kreta-interesserede.
Min første tanke med dette rejsebrev var, som mange andres sikkert, at
skrive et langt og fyldestgørende brev. Et som virkelig kunne beskrive
alle de fantastiske oplevelser vi (kæresten og undertegnede) havde gennem
vores
tre ugers vandreferie på Kreta i august 2003. Men jeg må også erkende, vi
har oplevet alt for meget til at det hele kan komme med. Lad derfor dette
brev være en appetitvækker til en masse gode oplevelse på Kreta.
Vi ville gå ad fjernvandrevej E4, som starter i Portugal og ender på
Kreta. Ikke hele vejen (heller ikke hele vejen på Kreta) men så langt som
vi nu kunne nå. Flere mente det var vanvittigt at tage på vandreferie i
august. Og lidt ret havde de nok set i bakspejlet. 36 grader er varmt og
det føles endnu varmere med en stor rygsæk på og alt for lidt skygge i
dagstimerne. Men det var flot, det var så fantastisk at gå rundt i
bjergene og langsomt
indsnuse lugten af vild timian og geder. At opleve i vandretempo er meget
anderledes end i bil eller på knallert, man får langt mere fornemmelsen af
hvor stejlt det faktisk går op eller ned, hvor meget vejen bugter sig
inden
man når frem til den by, der har været synlig riiiigtig længe.
Efter mange timer herinde på forummet med masser af små og store spørgsmål
til alle de erfarne og mange timers planlægning var vi endelig klar til
afrejse.
Lørdag den 2. august fløj vi til Chania og var hurtigt ude af byen søndag
- sikke dog en masse turister. Vi tog bussen langs kysten ud til Kastelli
Kissamou. Campingpladsen inde i byen er ikke særlig stor, men den har en
meget velkommen swimmingpool, der som det eneste kunne køle os lidt ned. |
Mandag blev vores første
vandredag. Målet var Sfinari på vestkysten af Kreta. Hvis der findes nogen
som skulle være interesseret i at gøre turen efter eller blot dele af den,
så vil jeg, når jeg har tid lægge en mere præcis turbeskrivelse ud på
www.outsite.org. Der vil dagsruterne blive beskrevet grundigt mht. at
finde vej, mad og overnatningsmuligheder. Allerede efter 20 min begyndte
det at gå opad heldigvis betød det, at vi kom op hvor det blæste lidt og
luftfugtigheden faldt. Om det virkelig var 2-300 højdemeter eller et
omslag i vejret, der gjorde forskellen var ikke så vigtigt, det vigtige
var at nu kunne vi rent faktisk holde varmen ud. Det blev en varm men
fantastisk flot dag med meget mere bjergvandring end vi havde
forestillet os. Det meste dog på asfalt så vi kom nemt fremad. I Lousakia
fik vi os en tiltrængt kold sodavand et lille sted, som vi kun opdagede
fordi de netop fik leveret et par kasser cola, da vi kom forbi. Det var et
hyggeligt ældre par som havde stedet, der nok bedst kan beskrives som en
blandet landhandel, dog uden særlig stort udvalg af varer. Endelig,
endelig nåede vi Sfinari's byskilt. Puha der er godtnok langt fra
byskiltet ned til standen, hvor der er gratis camping ved tavernaerne. Vi
blev en ekstra dag i Sfinari, første vandredag havde været hård og vi
ville ikke køre os selv helt ned den første uge. Det var i Sfinari vi
virkelig stiftede bekendtskab med græsk salat som den ultimativt kan laves
- vi fik den ikke bedre gennem alle tre uger selvom vi fik en omtrent hver
dag! |
 |
|
 |
Anden dag førte os til Kefali,
der ligger inde i land godt oppe i bjergene. Hvorfra vi gik ned til
Elafonissi desværre blæste det voldsomt, så sandstrand var ikke vores
største ønske på det tidspunkt. Vi havde besluttet at sove på stranden,
det måtte vi jo prøve og det var helt klart oplagt her.
Vi fandt et sted hvor det ikke blæste alt for meget i delvis skygge - det
var ikke nemt at finde begge dele samme sted. Da solen kom længere ned
fandt vi os en go' plads med udsigt over vandet. Vi fik gang i trangiaen
og kort efter var underlagene rullet ud og vi var klar til at sove. Det
var næsten fuldmåne så vi kunne se alle klipperne og månens genspejl i
vandet. Da månen gik ned var der en vældig flot stjernehimmel at kigge på.
Vi gemte os i soveposerne, med ryggen mod vinden, så vi fik så lidt sand
som muligt hvirvlet i hovederne. Det var vidunderligt at vågne næste
morgen i solopgangen og vinden havde lagt sig. |
|
Nu skulle vi rigtigt vandre,
slut med asfaltveje og velkommen til små gedestier og masser af sand.
Turen til Paleochora bød på det meste. Store stykker lava, hvor man måtte
prøve sig frem for at finde en god vej. En stor rygsæk med vand til hele
dagen gør det bestemt ikke nemmere at springe over sprækkerne i klippen,
senere gik vi i sand og længere ude endnu på store og små sten. Det gik
opad og nedad i en uendelighed, men hele tiden kunne vi se et lille kapel.
Dvs. vi kunne se en lille bitte hvid bygning, som kun kunne være et kapel
i følge kortet. Der findes ikke mange gode vandrekort over Kreta, men vi
fandt et 1:100000 kort fra Harms verlag, med E4 tegnet ind. Ved kapellet
var der en kilde med dejligt koldt vand. Vi blev her dog ikke længe, da
der endnu var langt til Paleochora. Vi skulle ned til endnu en bugt og op
igen og endnu en gang ned før vi kom til stranden i Krios. Herfra var der
'bare' 12 km på forholdsvis flad asfaltvej til campingpladsen lidt uden
for Paleochora. |
 |
Efter et par hviledage i
Paleochora gik vi videre mod Sougia, turen bød igen på storslået natur og
masser af flotte bjerge. Vi kom igennem det gamle Lissos og tilsidst ned
gennem Sougia Gorge. Fra Sougia gik det opad og ind i land, dagens mål var
Omalos. Først gik vi op gennem Agia Irini Gorge, fascinerende er nok den
bedste måde at beskrive gorgen på. Vi mødte en del turister på vej ned,
der godt nok kiggede lidt på vores store rygsække, især da vi gik opad. I
cafeteriaet ved toppen af gorgen fik vi os en velfortjent
yoghurt med honning - hvilket vi i øvrigt fik ved enhver lejlighed som bød
sig.
Vi var endnu kun halvvejs regnet i højdemeter inden de 12-1300 moh.
vi
skulle op i og lidt ned igen før vi kom til Omalos by. |
 |
|
Fra Agia Irini gik
vi
på en gammel æseldriversti (kalderini). Man kunne virkelig fornemme stiens
storhedstid. De sirligt lagte sten var ældet med ynde og vi forventede
nærmest, at der hvert et øjeblik kunne komme en lille krumrygget mand om
hjørnet med hans æsel. Det gik stadig opad, men stien havde en jævn
stigning
hele tiden i modsætning til gorgens mange trin, som sætter sine spor i
lårmusklerne. Det blev en laaang dag inden vi endelig kom til Omalos
sletten
og endnu længere inden vi endelig stod i byen. |
 |
 |
De mange højdemeter krævede
bestemt en hviledag, så vi gik bare ned for at kigge på faciliteterne ved
toppen af Samaria Gorge. Sikke mange busser, efter flere dage på små
gedestier langs kysten var det overvældende med alle de kæmpe busser (de
var bestemt ikke savnet). Vi besluttede at starte så tidligt som muligt
dagen efter for at undgå de fleste tuister i kløften.
Klokken seks næste morgen stod vi og ventede på at 'vores' restaurent
skulle åbne, så vi kunne få vores yoghurt med honning. Derfra var der ca.
5 km til Samaria Gorge. Vi nåede det samtidig med den første store turist
bus. Heldigvis er der vandposter hele vejen ned gennem kløften, så vi
kunne spare 12 liter vand i rygsækkene. Sammenlignet med de to små kløfter
vi allerede havde været igennem var der ingen tvivl om Samarias
storslåethed, det hele var bare lidt større. Desværre var her også alt for
mange mennesker, der legede 'hvem kommer først til Agia Roumeli'. De
væltede ned gennem kløften uden hensyn til deres egne og ikke mindst
andres lemmer, flere gange måtte jeg stoppe og lade folk komme forbi,
alene fordi jeg var bange for, at de skulle skvatte og tage mig med i
faldet. Men ned kom vi, en stor oplevelse rigere og overbevist om at undgå
masseturismen også i fremtiden. I Agia Roumeli fandt vi os et hotel og fik
et meget tiltrængt bad, hvorefter vi spadserede en tur ned forbi havnen og
alle de trætte Samaria-turister, som ventede på båden og en lang bustur
tilbage til hotellerne. Oplevelsen føles bare så meget bedre, når man selv
har gået hele vejen op og ned igen. |
 |
Vi gik hurtigt fra Agia Roumeli næste dag men holdt næsten lige så hurtigt
badestop under en stor klippe.
Den dag nåede vi ikke så langt, ca. en time
efter Agia Roumeli ligger en lille taverna på en strand vi gik et par
kilometer længere ud af stranden, spiste og slog teltet op i solnedgangen. |
 |
|
Månen var ikke stået op endnu, så der var frit udsyn til alle stjernerne
og
mælkevejen, aldrig har jeg set en lignende stjernehimmel - det var ganske
enkelt helt fantastisk at sidde på en strand flere kilometer fra de
nærmeste
mennesker (lige med undtagelse af en enlig natdykker) og kigge på
stjernerne, hvis det ikke var for alle myggene havde vi bestemt nydt synet
længere. Vi stod tidligt op næste morgen og gik mod Loutro. Vi havde talt
meget om Loutro - en by helt uden biler, det lød fantastisk. Men først var
der lige en lang vej at gå. Turen ned gennem Samaria sad stadig i benene,
det gik ikke helt så nemt længere. Men det var helt vildt flot og bjergene
blev ved med at være fascinerende at kigge på som kontrast til det
turkisblå
hav - kan man ønske sig mere fra naturens side? |
Igen blev det en dag med mange op- og nedstigninger og til slut nærmest
klatring inden vi kom til Loutro. Vi kom på en lørdag og det skal jeg
hilse
og sige er en meget dårlig ide, hvis man ikke har reserveret hotelværelse
i
forvejen. Der er fyldt med græske weekend-turister.
En af de ting vi
rigtig
godt kan lide ved Kreta er at mange af turisterne faktisk er grækere. Vi
havde så småt forberedt os på at sove på stranden, men endnu ikke helt
accepteret det. Vi måtte da bare lige prøve et sted mere. Ejeren havde
ikke
flere værelser selv, men vidste lige hvor Loutros sidste ledige
dobbeltværelse fandtes. |
 |
Hans mor havde fået lavet en
dobbelbookning tidligere på dagen, så han havde ringet til samtlige
hoteller i byen for at finde et værelse til fire - men nej der var kun ét
dobbeltværelse tilbage. Det fik vi og havde en dejlig hviledag på stranden
i Loutro. Vi kan i øvrigt varmt anbefale den restaurent (med meget
hjælpsom ejer), den ligger nede ved stranden, men ikke ud mod vandet, man
skal op af en lille trappe - det er omtrent midt i byen. Lækker mad,
mandag aften var de fleste restaurenter tomme eller havde 3-4 borde besat,
mens her var der rift om bordene.
Hvor godt vi end syntes om Loutro skulle vi videre. Det var en kort tur
til Chora Sfakion, men det gjorde den nu ikke mindre mindeværdig. Fra
Loutro gik det først op gennem de stejle gader til en trappe der hurtigt
fik os mange højdemeter op. Herfra gik vi langs vandet men i ca. 50 moh.
Man bliver bare ikke træt af det turkisblå vand. Først kom vi ned til en
lille strand og efter næste 'knold' kunne vi gå ned til Sweet Water Beach.
Her var igen en del mennesker, de fleste så ud til at campere her, vi gik
bare videre - nudist strande er ikke lige min kop te og al skyggen var
optaget. Stranden går over i store sten og til sidst store klippeblokke
man klatrer rundt på. Vi fandt skygge under en stor sten og fandt
frokosten frem - brød, feta og agurk. Vi havde læst os frem til at den
kommende del af ruten frem til hovedvejen skulle være særlig barsk. Så vi
var noget bekymrede, da det var begyndt at storme, de fleste af teltene
nede på Sweet Water Beach var klappet sammen, mens vi spiste frokost.
Stien er smal her men ikke faretruende smal. Det mest spændende stykke var
hugget ind i klippen. Efter nogle hårnålesving på stien kom vi pludselig
op til en asfalteret vej. Herfra var der et kort stykke på vejen til Chora
Sfakion, en turistet men alligevel hyggelig by. |
 |
 |
 |
Vores ferie var gået ind i sidste uge og vi trængte til at ligge på
stranden. Så vi besluttede at gå til Frangokastello og slappe af et par
dage. Det bare blæste og blæste den dag, vi nåede til Frangokastello, så
det
var helt udelukket at gå på stranden. Vi fandt et lille hotel for en
enkelt
nat.
Mange steder så fuldstædig lukkede ud, som om sæsonen for længst var
slut. Pga. blæsten havde de fleste trukket skoderne for og brugte ikke de
store indgangsdøre. Det var for øvrigt første gang, vi så bølger på
vandet.
Der var ikke andet at gøre end at håbe på bedre vejr på nordkysten og tage
til Chania. |
Meeen jeg skulle liige ha' en sidste vandreoplevelse med hjem. Vi gik
tilbage den vej vi kom fra dagen før til Imbros Gorge. Hold op hvor det
stormede, jeg var ved at blive blæst af vejen flere gange. Imbros Gorge er
virkelig anbefalelsesværdi. Jeg synes den er langt flottere end Samaria,
den
er smallere og smal meget længere. Oplevelsen er størst hvis man går opad.
Så er det smalt i starten, men bliver endnu smallere længere oppe. Det
tager
ca 2 1/2 time at gå op gennem gorgen og man kan komme med offentlig bus
til
både bunden og toppen. Vi mødte flere med mindre børn på vej ned. Her er
dog
ingen vand undervejs, men toilet et enkelt sted.
Da vi var kommet igennem Imbros Gorge var vores vandreferie slut og for
første gang i 18 dage skulle vi igen ind i en bus. Og jep, bjergene er
flotte set fra bussen, men intet kan måle sig med oplevelsen af at vandre
i
dem.Mange Hilsner
Pia Jeppesen |
 |
|
|
